Kunstoplevelse i det fri

INSIDE OUT - en kunstoplevelse for børn og børnefamilier i det fri

 

Kan du skabe en skulptur af et enkelt ark papir – eller med hele din krop? Hvordan tegner man sit selvportræt på flere meters afstand? Og kan I mime et kunstværk så opfindsomt og klart, at museets medarbejdere kan gætte hvilket værk, der er tale om?

Kast jer ud i Esbjerg Kunstmuseums sommerferietilbud til børn og børnefamilier og find svarene sammen. Vi folder vores store facademaleri Inside Out af Peter Nansen Scherfig ud, så I, ved at bruge en enkel app og et materialekit fra museet, kan få lystfyldte kunstoplevelser med indhold – ude i det fri.

Facademaleriet giver et imaginært kig ind gennem museets ydermure. I app’en bliver de tegnede værker forvandlede, så I kan se dem i farver, i bevægelse og fra flere vinkler. I får idéer til samtaler om kunstværkerne og opgaver, der skal løses ved både at lave film, fotos og kreative øvelser med de materialer, I får med. Det er op til jer selv, hvor lang tid I vil bruge på opgaverne, men afsæt gerne et par timer til hele oplevelsen.

Når I løser opgaverne og deler dem i app’en, er I også med i konkurrencen om en skræddersyet omvisning eller workshop på museet. I kan invitere familien, klassen, en gruppe af venner eller andre og selv være med til at bestemme indholdet. Vinderen får besked d. 14/7 2020.

 

Alder: For alle

Sted: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20 – og i omgivelserne omkring museet

Arrangør: Esbjerg Kunstmuseum

Tidspunkt: Alle dage fra den 30. juni til den 9. august 2020 i hele museets åbningstid (kl. 10 – 16).

Hvordan: Køb materialekit i museumsbutikken ved start. Pris: 20 kr. per deltager. Her udleveres også QR kode og anvisninger til app’en.

 

Tilmelding ikke nødvendig!